Sven Erik Larsen formår at bevare roen, når andre panikker. Derfor er vores økonomi og administration i bedste hænder hos ham. Netop takket være ham rejste vi os hurtigt efter den konkurs, der pga. uheldige omstændigheder blev vores skæbne for et par år siden.

Kort forinden det uundgåelige var Sven Erik begyndt hos os som økonomichef. En krævende stilling, ved de fleste. Alligevel havde han næppe drømt om en så hård opstart med lange arbejdsdage og weekender med forhandlingsmøder på kryds og tværs.

Umiddelbart stod det i hvert fald ikke i stillingsbeskrivelsen. Men med sin faglighed og erfaring som afdelingschef i Vestjysk Bank i Viborg havde han før taget livtag med store udfordringer. Fx finanskrisen, der i flere år trak et langt spor af konkurser, opløste familier og håbløshed.

Hvorfra Sven Eriks robusthed kommer, skyldes måske gener! Han er født og opvokset i Sunds nær Herning, der var centrum hedens opdyrkelse, hvilket har kostet slid og tålmodighed.

Da Sven Erik blev født i 1961, havde landsdelen dog for længst spiret. Hans forældre drev endda en blomsterforretning, og optimismen lå i luften overalt i landet. Det samme gjorde tonerne af det års populære bidrag til melodigrandprix; Dario Campeottos sang om skønne Angelique.

Sven Erik og hans 3 søstre voksede op med sunde familieværdier. De stod sammen og lærte at arbejde. Sven Erik kørte fx på sin Yamaha som blomsterbud, og direkte efter gymnasiet fulgte han én af søstrenes eksempel og gik i banklære. Selvfølgelig lokalt hos hedengangne Midtbank.

Et godt valg! Her mødte han den kvinde, som skulle blive hans ægtefælle og mor til hans to børn. Han lærte også at drikke sort kaffe. Ikke noget med ’pluslån’ i form af sukker og fløde.

Parret flyttede de første år lidt omkring pga. uddannelse og job, til de i 1997 slog rod i Viborg ifm. Sven Eriks lederudnævnelse i Vestjysk Bank i byen. Herfra gik alting stærkt. Ved hjælp af sin faglige styrke lykkes det for Sven Erik – med begrænset ledelseserfaring – at tredoble medarbejderstaben indenfor en kort årrække. Til gengæld kostede det ham ægteskabet.

Selvom han i dag er en glad mand og gift igen, følte han det dengang som en fallit. For Sven Erik kan ikke på alle måder sammenlignes med Texas Instruments. Han er også naturelsker med jagttegn, familiemenneske, motionist og meget reflekterende. Sidstnævnte kom til udtryk i 2018, hvor han efter moden overvejelse opsagde sit gode job uden andre planer end ønsket om forandring.

Kort fortalt blev det vores held. Sven Erik har haft og har afgørende betydning for vores virksomhed som imødekommende, løsningsorienteret og behagelig i både med- og modgang.

Vores direktør og grundlægger, Carsten Sørensen, afrunder:

- For mig stod det hurtigt klart, at der for Sven Erik findes en stor motivation i at sætte skik på noget. Herunder er det hans helt store kvalitet, at han har hjertet med og altid husker, at der står mennesker bag alle tallene.